Absurde Schützfortolkninger

af Martin Palsmar, cand.mag. i musikvidenskab med speciale i Heinrich Schütz' historiekompositioner

CD Die sieben Worte - Johannespassion
DaCapoCatalogue Number:  8.226093 (2010)

&

Weihnachtshistorie; Auferstehungshistorie
Heinrich Schütz
CD 8.226058 (2009) 

Paul Hillier, Ars Nova,
Adam Riis, Jakob Bloch Jespersen
m.fl.
Genre: Baroque



Ars Nova har under Paul Hilliers ledelse for DaCapo Records indspillet en række CD’er med præsentationer af Heinrich Schütz’ (1585-1672) Jule- Opstandelses- og Passionshistorier. Indspilningerne er i anmeldelser blevet kaldt ”State of the art” indspilninger, og de har vundet priser og megen anerkendelse for deres fremsynethed og veloplagthed.

Jeg ville så gerne kunne lide disse indspilninger – For det første er jeg en devot Schützfan med det størst tænkelige F. For det andet er jeg normalt både en stor Ars Nova og Hillierfan og for det tredje og ikke mindste måske, en hengiven fan af de herrer Jakob Bloch-Jespersen og Adam Riis, som synger henholdsvis Herodes og Evangelist og hvis omgang med tekstfortolkning normalt er skoledannende.

Desværre er disse indspilninger snare et tilbage- end et fremskridt for formidlingen af Schütz’s musik. Hvis disse CD’er nogen sinde kunne være blevet state of the art, så måtte det være anno 1980.
Min hovedindvending er, at Hillier gør Schütz’ musik til noget den ikke er – han forsøger at camouflere den som klangmusik fra renæssancen uden blik for, at Schütz var barokkomponisten par excellence – Schütz var ikke bare en tysk barokkomponist – han opfandt den tyske barokmusik – og det særlige ved Schütz’s musik i den henseende, var hans fokus på forholdet mellem musik og sprog. Schütz mente selv, at han oversatte tekster til musik – at musikken var en ækvivalent til teksten – men det bevirker, at musikken heller ikke giver mening, uden at teksten kan høres og forstås. Schütz musik er retorisk musik.

I indspilningerne er det desværre så som så med retorikken, fordi Hillier har valgt at flytte fokus fra teksten til at udforske Schütz’ klangverden med fokus på musikkens vokalpolyfone træk – og for at kunne gøre det, er han nødt til at nivellere såvel teksttydeligheden som de mange retoriske pointer, der er kendetegnende for musikken, men som her nærmest forsvinder fuldstændigt, og får Schütz til at fremstå som en lidt fantasiforladt Orlando di Lasso eller Palestrina. Ærgeligt når ordet fantasiforladt er det sidste, man kan bruge om Schütz!

Det musikalsk-tekstlige nedtones til fordel for pedantiske intonationsøvelser med høje tertser, og de unægteligt smukke og vibratoløse stemmer ledsages af velspillende sarte- men også anonyme originalinstrumenter, mens turbakorene - de rasende folkemængder og den mangfoldige himmelske hærskare - repræsenteres af smuktsyngende ensembler med 1 til 2 mand på hver stemme (2 når det går højt, vel at mærke).

Meget meget langt fra den surkålstyske 30-årskrigsvirkelighed, der ligger bag tilblivelsen af disse værker.

Adam Riis er kendt som en sublim evangelist i værker både af Schütz og Bach – og et af hans adelsmærker er den intelligens, der ligger bag tekstfortolkningen. Der er normalt ikke en pointe, der går tabt i Riis’ velformede og gennemartikulerede fortolkninger. Her får man dog indtrykket af, at han er blevet bedt om at lægge bånd på sig selv – eller også er det noget, der er blevet ordnet på ’systuen’ efterfølgende. Misbrug af en begavet sanger, som kan så meget mere, end han får lov til her.

Hele projektet, hvor teksten ofres på klangskønhedens alter, gør at musikken bliver absurd – og man må stadig savne state of the art indspilninger af Schütz musik anno 2011.

Det er meget artigt og velfriseret alt sammen, men det føjer intet nyt til de mange indspilninger af værkerne, som i forvejen er på markedet, men er med til at bestyrke tilhøreren i den desværre udbredte opfattelse af Heinrich Schütz musik som kedelig og støvet - en rudimentær musik fra en gudskelov svunden tid.
- jeg havde håbet på lidt mere rammersjang!

En anmeldelse af Ronald E. Grames slutter med ordene:

‘and it is hard to imagine either work ever being better presented.’

Jeg håber ikke, at han har ret, og jeg beder til og drømmer om, at der i fremtiden må komme Schützinterpreter med større indbildningskraft end Paul Hillier og Ronald E. Grames.

Februar 2011